Om... min rejse med Up With People

 

”Hvad skal du så lave efter 9. klasse? … efter du har været på efterskole? … når du har taget studentereksamen?”

Jeg ville gerne møde nye mennesker og se verden; på højskole, sprogskole, rygsækrejse eller lave volontørarbejde… Men alt det, kunne næppe nås på kun et år, hvis jeg også skulle nå at spare sammen til det. Heldigvis fandt jeg et kompromis mellem det hele i programmet Up With People, som bød på (hold nu fast) fem måneders rejse i tre regioner af verden med unge mellem 17 og 29 år, deltagelse i et danse-/musikshow opført i en ny by hver uge, volontørarbejde i lokalsamfundet, at bo hos værtsfamilier samt workshops og seminarer om verden.

Jeg var heldig at komme i kontakt med en anden dansker, der rejste med programmet. Vi skrev frem og tilbage om, hvad det egentlig bestod af, og jeg så to Up With People-shows i Rostock og Roskilde. Jeg besluttede, at det var dét, jeg ville, så jeg ansøgte om at komme med, blev interviewet og heldigvis optaget til at rejse i semestret januar-juni 2008, hvor turen indbefattede USA, México og Thailand.

Jeg afsluttede gymnasiet juni 2007. Derefter blev min tid afsat til at arbejde og tjene de penge, det kostede at rejse, og en kølig januarmorgen stod jeg klar i Kastrup sammen med et lille farvel-optog og fire andre danskere, der havde valgt at rejse med Up With People.

Adskillige timer, et indrejsekontroltjek af uniformerede skrankepave-betjente, et glemt ur ved en sikkerhedskontrol og et flyskifte senere landede vi i Denver, Colorado, hvor spændte folk fra alle mulige egne af Verden fløj ind. Vi kørte i en bus til et center, snakkede forsigtigt med hinanden og den 2/3-del, der ikke var fra Nordamerika, prøvede at ”tune” sproget i engelsk retning. Om aftenen skulle vi møde vores første værtsfamilie. Min værtsfamilie-kode var ”a clock”, så vi blev lukket ind i rum, hvor vores værtsfamilier viftede med skilte, ting, figurer og kiggede ligeså nysgerrigt og søgende på os som vi på dem. Dér var damen med uret! Hun viste sig at hedde Sharon og sammen med André fra Canada, boede jeg hos hende den første måned af turen, ”Staging”. Her skulle vi hovedsageligt lære showet og hinanden at kende. Seks dage om ugen mødtes vi, dansede, sang, havde workshops, legede kom-hinanden-ved-lege og forsøgte ikke mindst at lære hinandens navne og lande. Vi blev også delt i ”home teams” eller husgrupper, min kaldte vi ”Huggies” (hug som i kram), og det skulle senere vise sig, at vi vandt to Husgruppe-Olympiader og blev berygtede for vores uddeling af kram. Et par dage holdt vi pause fra show-træning og blev sendt ud til forskellige humanitære organisationer, som var til for at hjælpe andre. Jeg var et sted, vi skulle pakke statsdoneret mad til underbemidlede, andre byggede et hus til en hjemløs familie eller flyttede et kontor, der hjalp indvandrere til at finde skoler, job mv.

Aftenen og værtsfamiliedagene (en om ugen) tilbragte jeg med min ”bror” og værtsmor. Vi besøgte bl.a. te-fabrikken Celestial Seasonings, red på hesteryg og stod på ski i Rocky Mountains og vi så hotellet, der inspirerede Stephen King til at skrive Ondskabens Hotel.

”Staging”-måneden var ved vejs ende, og dagen kom for vores første show; med en sikkerhed i dansetrin og sangtekster på 80 % og indeholdende en god bunke sommerfugle gik vi i gang. Der sad knap 5000 mennesker i teatret heriblandt vores ”familier”, staff, grundlæggeren samt alumner af Up With People. To timer efter lød den sidste linie af slutsangen: “If more people were for people/ all people everywhere./ There´d be a lot less people to worry about/ and a lot more people who care.” stod vi i vores farvestrålende showkostumer, smilende i mellemgangene med frit udsyn til det jublende publikum opfyldt af en vis stolthed – og ikke mindst lettelse over, at alt gik glat.

26 gange opførte vi det multikulturelle, højenergiske show i alt, dog til tider tilsat lidt Méxicansk og Thailandsk musik. Lige meget hvor vi kom frem, om der var 200 eller flere tusinde tilskuere, fik vi altid overstrømmende applaus og påvirkede de, der så os, på en helt særlig måde, så publikum nærmest dansede ud af dørene, når de skulle hjem.  

Så kom dagen, hvor tøj og ting skulle komprimeres ned i kufferten igen, og der skulle vinkes og knibes en tåre over at forlade de familier, der havde åbnet deres hjem og for en måned inviteret os til at blive en del af familien. Vi tog scenen ned, pakkede lastbiler og busserne og drog i en lille karavane østover til næste by, der bød på endnu et nyt, pakket skema og en ny værtsfamilie, man skulle nå at lære at kende; nu på kun en uge, der også bød på volontørarbejde, udflugter, seminarer, show og værtsfamiliedag. Det var utrolige mennesker, der husede os, og hver gang forlod jeg dem med en tom fornemmelse indeni, der dog efter nogle timer i bus delvist udfyldtes af vores næste værtsfamilie.

Vores tur gik østpå, gennem Iowa til vi nåede Chicago, så tog vi sydover og fik forårsvejr, og d. 24. marts ramte vi México. Derefter vendte vi tilbage til USA, Texas og ultimo maj fløj vi til Thailand. Det var spændende at opleve USA, men der var flere elementer, jeg nikkede genkendende til der, end i México og Thailand, som derfor gjorde kulturmæssigt et større indtryk på mig. Jeg boede hos 20 forskellige værtsfamilier undervejs; ældre, unge, singler, par med eller uden børn, nogen gange var jeg alene andre gange med en, to eller tre andre fra cast’et. Værtsfamilierne er især det, der for mig gjorde Up With People til noget unikt, for ved at engagere sig i familiens liv, oplevede jeg landet indefra. At min første værtsfamilie i Thailand slet ikke kunne engelsk, gjorde ikke oplevelsen mindre, selvom jeg ikke forstod detaljerne i det, vi spiste, og så var det bare et eksempel på, at man sagtens kan kommunikere kreativt uden sprog, hvis man vil. Efterhånden som vi skiftede familie en eller to gange om ugen, blev jeg bedre til at tale med ”fremmede” og træde ind og ud af andre menneskers liv.

På rejsen lavede vi som cast 18´732 timers volontørarbejde, som bestod i alt mellem at besøge skoler og vise eleverne verdens diversitet samt lære dem om fordelen ved kommunikation og samarbejde frem for konflikt, være besøgsvenner på plejehjem, male, bygge og flytte for lokale organisationer.

Normalt ville jeg rejse for at se attraktioner i levende live og opleve kulturen, men idet vi boede med værtsfamilier, samarbejdede med dem, der boede i området og talte med dem, der donerede måltider, tid eller rum til Up With People, engagerede jeg mig mere i kulturen og de mennesker, der boede der. Rejsen var et stort møde med det nye, det kendte og det anderledes

Det var også et stort plus, at vi kom fra mange egne af verden, med vidt forskellige baggrunde. Der var for eksempel Teng, Kina, der studerer naturmedicin, Erum, Pakistan, uddannet doktor. Noa, Belgium, der er popstjerne, og også andre som jeg, der kom direkte fra gymnasiet/ ”high school”. Vi var 110 rejsende fra 26 forskellige lande, og vi havde ikke en fysisk base, men havde base i hinanden, et fællesskab gennem showet, volontørarbejde, sceneopsætning, 161 timer i bus og ved at dele sig selv med hinanden.

Jeg har nu et stort netværk af venner og bekendte rundt omkring i verden, Ringer og snakker engelsk med André fra Canada, besøgte Sonia og Johan i Stockholm i efteråret og måske får jeg overnattende gæster, hvis nogen engang er i nærheden og mangler et sted at sove. Verden synes mindre, og jeg har lyst til at opleve endnu mere af den.

 

Læs mere på

www.upwithpeople.org

maikenvildgaard.spaces.live.com/

Det er moerk i "Sport Stadium # 2, Khon Kaen". Vi laver det foerste show i to uger. Den karakteristiske Ayiko-basriff lyder og de fra castet, der ikke er paa endnu, stiller op bag den transportable scene - klar til at loebe ud og optraede for efter sigende 4000 skoleboern. 1. vers, 2. omkvaed... Gadedrengeloeb og  sang "In this world of people... with many different dreams". Wauw der er virkelig en masse boern - klumper af lilla, gul, hvid, pink (de har uniformer) og alle med sort haar - og saa skriger de! Det er vildt - og efter sigende et af de mere energifyldte shows, vi har opfoert. Nu er det midnat i Khon Kaen, Thailand, og i dag var vores anden dobbelte showdag - og det sidste show for cast a 2008. Temperaturen midt paa dagen naaede 42 grader - og eftersom vi var i en slags sportshal med lufthuller i vaeggene, var der ikke meget at goere for at holde varmen ude. Det var usandsynligt varmt!

Den sidste tid er gaaet staerkt - maaske bl.a fordi, men ved, det lakker mod enden. I morgen Har vi vores "final banquet", saa gaar bussen til Bangkok og saa er alle snart hjemme igen.

 

...to be continued...

Saa er der kun faa timer til vi alle moedes i Chamber of Commerce - og har et faelles "lay over", da vores fly afgaar tidlig morgen (eller sen nat, om I vil). denne sidste uge i USA har virket kort - maaske pga. vores dobbelt show dag - og derfor sene hjemkomster.

Da vi ankom til Playno tog vi bind for oejnene - og det beholdt vi paa indtil vi var hos vores hostfamilier! Alles hostfamilie-koder var smage/foele/hoere/lugte - og det var ikkehelt ligetil at beskrive det saerlige ved min kuffert, der jo bare var af stof, sort og firkantet som alle andres.. Foerstehaandsindrtykket laa ligepludselig i stemmen og navnet  paa min nye familie- for man havde ingen anelse om noget andet!  Det var ret interessant.  Tirsdag havde vi Regional learning - og en rundvisning i Dallas Art district - om eftermiddagen fortalte Jared (lysmand) om hungersnoed og sultedoed rundt omkring paa kloden - samt om hvordan ressourcer og penge er fordelt i verden. Et meget interressant, godt tilrettelagt og sigende foredrag. Derefter skulle vi spise sammen. Saa vi kom ind i et rum, hvor Imogen Heap spillede og facts og billeder fra hungersramte steder koerte paa et diasshow.. Vi havde tidligere paa dagen haft en aktivitet, hvor vi skulle samle pennies, Aoifa kastede ind i maengden - og var efter "fangst" blevet inddelt i tre grupper. Den "rigeste" gruppe fik serveret mad i overflod fra staff'erne ved et daekket bord - den mellemrige gruppe, siddende paa stole fik ris, koed, groent  og den fattige gruppe sad paa pap paa gulvet og fik saltvand og ris i to fade samt nogle tallerkner - den fattigste gruppe sad selvfoelgelig mellem de to andre, saa alle kunne se dem. Det var "hunger banquetten" - og vi reagerede efter sigende mindre negativt end andre casts har gjort. Jeg var glad for at vaere blandt den store gruppe af  de fattigste (for en aften) for det ville have vaeret lidt svaert at spise med alle de oejne i nakken! Men saadan er virkeligheden maaske ogsaa..

I gaar var Kristina Henry's sidste show med Up With People for denne gang. Hun er et Staff-member, jeg moedte foerste gang i Danmark i november 2006, hvor hun var i Naestved for at promote UWP paa bl.a Naestved Gymnasium. At have et "sidste" show gav lidt en forsmag paa, hvad vi alle vil have om bare et par shows! Uha - tiden er floejet paa det seneste - og det goer den stadig. Der er saa meget, man liige skal naa... inden.

Men om 2,5 timer moedes vi - og saa starter den 53 timer lange rejse"dag" med fly Dallas-L.A. - 10 timers venten, L.A.-Hongkong, og saa til Bangkok og nordpaa til Chiang Rai. Der inddeles vi i mindre grupper - nogle skal bo i en junglestamme/-landsby, andre i en lidt mere civiliseret landsby, nogle i en pigeskole - og resten i Chiang Rai. Det bliver nok en skoer uge med saa faa omkring os, men det bliver skaegt med lidt luftforandring (efter sigende er det 90 grader Fahrenheit - ca 35 Celsius tror jeg og 95% luftfugtighed). Jeg kan ikke vide noget om internetforbindelsen i Thailand, men haaber jeg kommer til at skrive lidt mere om rejsen der.

Foedselsdagsfejring med en opfindsom hollaender og pakistaner inkluderer midnatsvaekning og Happy Birthday-sang - saa saadan startede dagen (amerikansk tid). Senere, da solen ogsaa var staaet op, var der danskere i telefonroeret - fra hhv. Nykredit og HGs nykridtede fodboldbaner. Starbucks ventede med en "oejenaabner"-kaffe og saa fulgte lykoenskninger og gaver og foedselsdagskort - og en lille happening fra "Birthday Club" feat. Louisa. Jeg delte foedselsdagsdag med Imm fra Thailand - og det var ikke skidt. Vi fik begge kage med lys i fra Wencke - og det startede kage-eldoradoet for dagen. Jeg var paa 3. dagen paa CI i en slags skole, hvor vi byggede en traeterrasse og malede forskellige ting. I dag malede jeg fortorvskanter, legeplads-pile og lakerede borde - og det var "Teachers' appreciation Week", saa fik fik kagerester fra "moedrene-saetter-pris-paa-laererne"-madbordet. Tilbage med alle andre var der info om "Fair Trade" og derefter aftensmad/grill&barbeque udenfor. Saa gik bussen til aftenens sidste happening: Jazz festivalen, hvor Louisa og jeg "promotede" Up With People i en boghandel taet ved. Selvom alt ikke er som det plejer paa foedselsdage, er det ikke en daarlig byttehandel at fejre den "21-aars" i USA med 100 mennesker omkring en, der kanaliserer positiv energi i din retning hele dagen - og naar man kommer hjem finde ud af, at email-indbakken og facebook-vaeggen har mere i godteposen hjemmefra. Tak skal I ha'

Saa kom castet til New Braunfels; dvs. ... planen var, de skulle komme til barbeque, badning i floden og chill paa oen midt paa eftermiddagen, men desvaerre skete der ting og sager i Mexico/graenseovergangen, der gjorde, at deres ankomst (skuffende - for advance teamet isaer) blev udskudt et par timer. Alle blev dog fodret lidt af den meget hjaelpsomme og gaestfrie hostmor, madsponsor og vaert, Becky, og fik deres meget flotte skemaer (ja, det var de), jeg havde staaet for lay-out'et paa - saa kom vaertsfamilierne med deres vaertskode i form af balloner (en maade, hvorpaa vi og de nye vaertsfamilier kan finde hinanden paa en sjov maade). Jeg fik mig en ny vaertsbror, da Dan flyttede ud og Hans flyttede ind hos min vaertsfamile Ray.

Tirsdag var "regional learning" det betyder turistdag, den gik til San Antonio og the Alamo (gammelt fort, der havde en vigtig postion, da Texas loesrev sig fra Mexico for senere at blive en del af USA). Vi saa en film og slaget ved Alamo'n og saa var der tid til at se sig omkring. Jeg kiggede mest i American Eagle (der var en masse paent toej) - og saa snakkede jeg dansk med Louisa og Anna, for det var tiltraengt for mig. Senere den dag gik busserne til The Natural Caverns uden for New Braunfels - det er drypstenshuler, der har vaeret imponerende mange aar under opbygning - fra naturens side. Onsdag, torsdag var CI-dage (arbejde med non-profit-organisationer). Jeg var paa et "transitional living center" for organisationen Connections (for unge, der har brug for at komme vaek fra familien/er hjemloese - de kan bo der 1 nat- 6 maaneder), hvor vi malede en del (stue, koekken, borde, stole, skabe, vaegmalerier) - Sonja, Johan, Anna, Kristian, Andre og jeg talte skandinavisk (dog mest dansk) hele eftermiddagen - og Andre (fra Canada) er efterhaanden ikke helt daarlig til det danske - selvom det, han siger ikke altid ville vaere acceptabelt at sige offenligt i Danmark. Efter CI'et var slut havde vi en gaestetaler MR. Caldwell, der talte om immigration - for ugens tema-leg for castet var immigration. Vi var ikke bare i New Braunfels, men i UP With People Land, hvor alle havde titel af turist, indvandrer, asylsoeger, illegal eller borger. Borgere kunne starte et firma - og ansaette folk og de havde rum, de kunne leje ud. Formaalet for alle var at faa et job og et sted at bo. Saa skulle der vaelges borgmester og stemmes om nye regler fx for homoseksuelles ret til at blive gift, hvor mange indvandrere, der kunne blive borgere osv. Der var en test for dem - der efter sigende var alt for kompliceret og havde for store krav til fejlmarginen. Det endte med demonstrationer paa 1. maj (arbejdernes dag) og borgmesteren blev draebt - dog var der en del bryllupper, der loeftede lidt paa stemningen.

Fredag var showdag - og teamet havde ikke de store forpligtelser (Dan og jeg skulle se showet om aftenen - og deltog derfor ikke i oevningen). Ved 6-tiden kom folk til - og saa var der green room (vores kampsnak/-lege inden showet) med "farvel" til de sidste 6 ugers staff-praktikanter i lyd/lys/video/dans/musik/scenemanager. Mine vaertsbroedre John-Ross og David fik lov at lave introen til showet paa scenekanten med castmanager Martin - saa de var i paent toej og vist ret stolte over at vaere i spotlyset. Jeg havde vaeret vaek fra showet et par uger, saa jeg vaerdsatte det (og castet) en del - og var helt stolt af at vaere en del af det! Det gik ogsaa op for mig, hvor meget publikum kan se - af hvad der sker paa scenen og hvor meget en enkelt person, der flytter armen, naar andre staar stille, betyder.

Loerdag var det CI-dag igen (efter afslutningen af Up With People Lands sidste pas-tjek og afsloringer af hemmelig sammenslutninger som Mafiaen, der lavede det doedelige attentat paa borgmester Andre). Jeg valgte at tage til the Wein & Saengerfest, hvor vi var "frivillige". Det meste af vores korte Ci-dag var jeg i drue-stampe-boden. Loerdag var ogsaa Annas foedselsdag, saa hun fik lov at samle sin egen lagkage med hvad dertil hoerer - og saa hjalp vi hende selvfoelgelig med at spise den. Soendag sov vi laenge, for det var vaertsfamiliedag. Vi tog til Ray's flodhus - og ogsaa Hans' mor og manden - for de var paa besoeg. Vi badede i floden (og nej, vi blev ikke bidt af the water mungus, hvis bid er doedeligt! og ej heller snappet af skildpadder eller antastet af fordrukne "tubere" - dem der sejler paa floden i store baderinge. Senere spiste vi grillmad fra deres store grill (alt er jo stort i Texas) og vi lavede lejrbaal, hvor jeg laerte dem snobroedets kunst og de viste mig s'more's (ristet skumfidus imellem kiks og chokolade). Michael fra Tyskland og Ren-Horng fra Taiwan/USA kom forbi i deres kajak og legede med os hele dagen. David (min vaertsbror) var meget stolt - han skoed nemlig den farlige vand-slange (mungus) med sit splattergevaer - og den doede.

Saa blev der pakket kufferter - og det var ikke med et smil paa laeben, jeg forlod min vaertsfamilie igennem tre uger. Dog var det positivt, at jeg nu rejste med 110 mennesker omkring mig - for helt aerligt to uger med kun tre blev lidt for forudsigeligt i laengden.