”Hvad skal du så lave efter 9. klasse? … efter du har været på efterskole? … når du har taget studentereksamen?”

Jeg ville gerne møde nye mennesker og se verden; på højskole, sprogskole, rygsækrejse eller lave volontørarbejde… Men alt det, kunne næppe nås på kun et år, hvis jeg også skulle nå at spare sammen til det. Heldigvis fandt jeg et kompromis mellem det hele i programmet Up With People, som bød på (hold nu fast) fem måneders rejse i tre regioner af verden med unge mellem 17 og 29 år, deltagelse i et danse-/musikshow opført i en ny by hver uge, volontørarbejde i lokalsamfundet, at bo hos værtsfamilier samt workshops og seminarer om verden.

Jeg var heldig at komme i kontakt med en anden dansker, der rejste med programmet. Vi skrev frem og tilbage om, hvad det egentlig bestod af, og jeg så to Up With People-shows i Rostock og Roskilde. Jeg besluttede, at det var dét, jeg ville, så jeg ansøgte om at komme med, blev interviewet og heldigvis optaget til at rejse i semestret januar-juni 2008, hvor turen indbefattede USA, México og Thailand.

Jeg afsluttede gymnasiet juni 2007. Derefter blev min tid afsat til at arbejde og tjene de penge, det kostede at rejse, og en kølig januarmorgen stod jeg klar i Kastrup sammen med et lille farvel-optog og fire andre danskere, der havde valgt at rejse med Up With People.

Adskillige timer, et indrejsekontroltjek af uniformerede skrankepave-betjente, et glemt ur ved en sikkerhedskontrol og et flyskifte senere landede vi i Denver, Colorado, hvor spændte folk fra alle mulige egne af Verden fløj ind. Vi kørte i en bus til et center, snakkede forsigtigt med hinanden og den 2/3-del, der ikke var fra Nordamerika, prøvede at ”tune” sproget i engelsk retning. Om aftenen skulle vi møde vores første værtsfamilie. Min værtsfamilie-kode var ”a clock”, så vi blev lukket ind i rum, hvor vores værtsfamilier viftede med skilte, ting, figurer og kiggede ligeså nysgerrigt og søgende på os som vi på dem. Dér var damen med uret! Hun viste sig at hedde Sharon og sammen med André fra Canada, boede jeg hos hende den første måned af turen, ”Staging”. Her skulle vi hovedsageligt lære showet og hinanden at kende. Seks dage om ugen mødtes vi, dansede, sang, havde workshops, legede kom-hinanden-ved-lege og forsøgte ikke mindst at lære hinandens navne og lande. Vi blev også delt i ”home teams” eller husgrupper, min kaldte vi ”Huggies” (hug som i kram), og det skulle senere vise sig, at vi vandt to Husgruppe-Olympiader og blev berygtede for vores uddeling af kram. Et par dage holdt vi pause fra show-træning og blev sendt ud til forskellige humanitære organisationer, som var til for at hjælpe andre. Jeg var et sted, vi skulle pakke statsdoneret mad til underbemidlede, andre byggede et hus til en hjemløs familie eller flyttede et kontor, der hjalp indvandrere til at finde skoler, job mv.

Aftenen og værtsfamiliedagene (en om ugen) tilbragte jeg med min ”bror” og værtsmor. Vi besøgte bl.a. te-fabrikken Celestial Seasonings, red på hesteryg og stod på ski i Rocky Mountains og vi så hotellet, der inspirerede Stephen King til at skrive Ondskabens Hotel.

”Staging”-måneden var ved vejs ende, og dagen kom for vores første show; med en sikkerhed i dansetrin og sangtekster på 80 % og indeholdende en god bunke sommerfugle gik vi i gang. Der sad knap 5000 mennesker i teatret heriblandt vores ”familier”, staff, grundlæggeren samt alumner af Up With People. To timer efter lød den sidste linie af slutsangen: “If more people were for people/ all people everywhere./ There´d be a lot less people to worry about/ and a lot more people who care.” stod vi i vores farvestrålende showkostumer, smilende i mellemgangene med frit udsyn til det jublende publikum opfyldt af en vis stolthed – og ikke mindst lettelse over, at alt gik glat.

26 gange opførte vi det multikulturelle, højenergiske show i alt, dog til tider tilsat lidt Méxicansk og Thailandsk musik. Lige meget hvor vi kom frem, om der var 200 eller flere tusinde tilskuere, fik vi altid overstrømmende applaus og påvirkede de, der så os, på en helt særlig måde, så publikum nærmest dansede ud af dørene, når de skulle hjem.  

Så kom dagen, hvor tøj og ting skulle komprimeres ned i kufferten igen, og der skulle vinkes og knibes en tåre over at forlade de familier, der havde åbnet deres hjem og for en måned inviteret os til at blive en del af familien. Vi tog scenen ned, pakkede lastbiler og busserne og drog i en lille karavane østover til næste by, der bød på endnu et nyt, pakket skema og en ny værtsfamilie, man skulle nå at lære at kende; nu på kun en uge, der også bød på volontørarbejde, udflugter, seminarer, show og værtsfamiliedag. Det var utrolige mennesker, der husede os, og hver gang forlod jeg dem med en tom fornemmelse indeni, der dog efter nogle timer i bus delvist udfyldtes af vores næste værtsfamilie.

Vores tur gik østpå, gennem Iowa til vi nåede Chicago, så tog vi sydover og fik forårsvejr, og d. 24. marts ramte vi México. Derefter vendte vi tilbage til USA, Texas og ultimo maj fløj vi til Thailand. Det var spændende at opleve USA, men der var flere elementer, jeg nikkede genkendende til der, end i México og Thailand, som derfor gjorde kulturmæssigt et større indtryk på mig. Jeg boede hos 20 forskellige værtsfamilier undervejs; ældre, unge, singler, par med eller uden børn, nogen gange var jeg alene andre gange med en, to eller tre andre fra cast’et. Værtsfamilierne er især det, der for mig gjorde Up With People til noget unikt, for ved at engagere sig i familiens liv, oplevede jeg landet indefra. At min første værtsfamilie i Thailand slet ikke kunne engelsk, gjorde ikke oplevelsen mindre, selvom jeg ikke forstod detaljerne i det, vi spiste, og så var det bare et eksempel på, at man sagtens kan kommunikere kreativt uden sprog, hvis man vil. Efterhånden som vi skiftede familie en eller to gange om ugen, blev jeg bedre til at tale med ”fremmede” og træde ind og ud af andre menneskers liv.

På rejsen lavede vi som cast 18´732 timers volontørarbejde, som bestod i alt mellem at besøge skoler og vise eleverne verdens diversitet samt lære dem om fordelen ved kommunikation og samarbejde frem for konflikt, være besøgsvenner på plejehjem, male, bygge og flytte for lokale organisationer.

Normalt ville jeg rejse for at se attraktioner i levende live og opleve kulturen, men idet vi boede med værtsfamilier, samarbejdede med dem, der boede i området og talte med dem, der donerede måltider, tid eller rum til Up With People, engagerede jeg mig mere i kulturen og de mennesker, der boede der. Rejsen var et stort møde med det nye, det kendte og det anderledes

Det var også et stort plus, at vi kom fra mange egne af verden, med vidt forskellige baggrunde. Der var for eksempel Teng, Kina, der studerer naturmedicin, Erum, Pakistan, uddannet doktor. Noa, Belgium, der er popstjerne, og også andre som jeg, der kom direkte fra gymnasiet/ ”high school”. Vi var 110 rejsende fra 26 forskellige lande, og vi havde ikke en fysisk base, men havde base i hinanden, et fællesskab gennem showet, volontørarbejde, sceneopsætning, 161 timer i bus og ved at dele sig selv med hinanden.

Jeg har nu et stort netværk af venner og bekendte rundt omkring i verden, Ringer og snakker engelsk med André fra Canada, besøgte Sonia og Johan i Stockholm i efteråret og måske får jeg overnattende gæster, hvis nogen engang er i nærheden og mangler et sted at sove. Verden synes mindre, og jeg har lyst til at opleve endnu mere af den.

Læs mere på

www.upwithpeople.org

maikenvildgaard.spaces.live.com/